Installation (2019) kunstfestival i maj

I tre dage omdanner mange kunstnere fra Roskilde og store dele af Sjælland igen en af Musicon områdets store rå betonhaller til en stor kunstfestival, hvor der udstilles billedkunst, skulpturer, fotografier, keramik, glaskunst m.m. Som noget nyt i år vil besøgende blive mødt af en finurlig installation, der afspejler nogle af de nye strømme, der er begyndt at præge Musicon her i 2019.

 

Musicon Kunstfestivalen kører for ottende år i træk, hvor jeg har været med i tre år. Det er Foreningen Kunst på Musicon, der står bag det store arrangement. Foreningen består af udøvende kunstnere og kunstinteresserede, der siden 2009 har braget igennem den nye kreative bydel Musicon med udstillinger og forskellige kunstneriske projekter.

 

Research. Begæret, katastrofer eller fremtiden forstår vi nødvendigvis ikke. Jeg blev inspireret af udstilling Consumed Future Spewed Up As Present for et par år siden. Lea Guldditte Hestelunds skulpturelle og kritiske arbejde er vellykket og bruger vores bevidsthed som scenografi. Jeg har længe tænkt på, at skabet et værk der evt. kunne det samme. Jeg bruger også reference til forskellige film, tv-serien f.eks. Fra BBC »The doctor Who«, den original film »The Witcher of OZ« og musikken fra »Pink Floyd - the wall« Forestillinger om fremtiden siger mere om nutiden - end vi oftest tror. De fortæller meget om vores forestillingsevne, håb og frygt.

 

Lost belonging (Tardis, time and relative dimension i  space)

Come home and listen (Daleks - don´t exterminate)

Speak without seeing (cybermen - hovedet under armen)

Dorothy (dig selv - os alle)

 

Overvejelser.

 I vores tiden sammen her på jorden er ikke kun givende. Det er så meget opdeling i os eller dem. Alle dem vi ikke kan li, holde ud eller er bange for. Fælleskab contra individ. Verden er opdel mere end nogen sinde i ytringsfrihedens navn. Uden omtanke? Desværre oftes går det for stærkt. Vi udrydder desværre både fysisk og åndeligt - hver dag. Flere mennesker mister job, magter ikke at sige deres mening eller kan overskue konsekvenser af et digitalt liv eller forurening. Vi mærker måske ikke længere andres smerte eller vores egen? Flere går måske som Cybermen ud i evigheden med hovedet under armen.

 

Har man mistet tro på sig selv, mål og retning? 

Måske har vi derfor netop mere brug for flagre for sig selv som »en bevidsthed løsrevet fra din tidsånd«, som jeg skriver om i mit værk: »Ikke forudlempe eller lemlæste, blot delen, løsnet. Skrive et ønske og bliv levende i dig selv« Mærke efter og finde et fælles indre kompas. Hvad vi selv og hvad vil vi finde os i? Har vi overhovedet mentalt overskud til at sætte os selv i et andet menneske sted?

 

Håb og interaktion.

Jeg bad de besøgende om, at tage en ønskeseddel på gul lap og sæt den på Tartis, bed en bøn ved Daleks. Ved Cybermen kunne man beslutte sig for, at gøre noget rart for et menneske man ikke kender (endnu) eller tale med en fremmet. Måske er det i selve den fjernforbindelse, den gensidige afhængighed mellem os mennesker – hvor tanker/meninger bliver skulpturel. Hvis skulpturerne bliver os er der måske håb forud? Kunst kan gøre helheden ægte og måske også hjælpe os med tab af mod eller kontrol. Jeg ville beskurerne tid til det nærvær og reflektion. Stå stille et kort øjeblik. Hvem er du - virkelig?

 

Koncept. Installationer lavet af malede æggebakker ca. 1,5 m x 1,5 og op til 2,5  med LED lys og tov fra gamle stole. Skærm med film. Der var også flere små film og billeder fra processen