Fra himmel til helvede
Skrevet af Ditlev Fejerskov
Min krop er i et sandt smertehelvede. Jeg har det, som har jeg fået et hårdt slag i maven. Jeg gisper efter vejret. Råber om hjælp. Frustration. Forvirring. Smerte. Til spørgsmålet om hvorvidt jeg er okay, får jeg besværret råbt tilbage at jeg har brug for hjælp. Musikken i mine øre overdøver alle tanker. Jeg har det som var jeg spærret inde i et helt lydtæt mørkt rum. Alligevel er larmen gennemgribende. Et rum hvor væggene langsomt presses ind imod mig. Som det første kæmper jeg efter at få revet høretelefonerne ud af ørerne. Jeg mærker hvordan mine tænder begynder at klapre, hvordan kroppen langsomt bliver nedkølet. ”Vi skal have fat på redningstjenesten”, fornemmer jeg der bliver råbt uden for mit mørke indelukkede rum. ”Jeg tror ikke han kan bevæge sig”. Der er ingen kontakt til mit venstre ben. Ligegyldigt hvor hårdt jeg kæmper for at vride det op fra sneen, vil det ikke lykkes. Jeg har uden tvivl brug for hjælp!
5 minutter tidligere står jeg på toppen af en bjergside, og kigger ud over dalen. Et smukt syn. Et landskab klædt helt i hvidt. Jeg står med følelsen af at være på toppen af verdenen. Morgensolen står lige ind i hovedet på mig. Jeg kniber øjnene sammen. Mine goggles kan ikke holde det skarpe lys ude. Det blinker overalt omkring mig. Sneen er som en milliard små krystaller der lyser op. Himlen er azurblå, helt ren og der ikke den mindste antydning af skyer. Månen er gennemsigtig og på vej i seng efter nattens arbejde. Hvilken dag vi er stået op til. Efter to dages intens snevejr har hele landskabet åbnet sig op. Larmen er forvandlet til komplet stilhed. Med 50 cm. helt frisk puddersne, bliver dette vinterens bedste skidag. Uden tvivl. Helt klart den bedste indtil videre.
Jeg kigger ned af bjergsiden, som er helt uberørt udover et par enkelte afmærkninger af sving gjort af den første løber. Vores kameramand viser tegn til at den næste skier godt kan gøre sig klar. ”I kan godt glæde jer”; lyder meldingen. Jeg spænder mine støvler helt til. De skal sidde helt stramt, næsten gøre ondt i fødderne. Jeg retter lige på mine goggles og løfter stavene. Jeg er den næste som får lov til at fornemmelse af at være i himlen. ”I starten kan I kan godt støde på enkelte sten, som er dækket af sne”, lød status efter første tur. Jeg mærker et lille stød i benet og skien ryger hurtigt ud af position. Men det er også det. Jeg undgår de fleste sten. Næste sving er som at surfe på skyerne. Ikke at jeg har prøvet det før. Men tænker det ville føles lidt på samme måde. Hurtigt nærmer jeg mig bunden af det første stykke. Inden jeg når kameramanden, er der nogle små bump i sneen.
Jeg kan ikke se hvad der gemmer sig på den anden side af bumpene. Men der er spor fra ski i sneen. Så må det være fint nok. Jeg tager lidt ekstra fart på.
I dét jeg letter fra sneen bliver jeg mødt af overraskelse. Der er endnu et lille bump. og Jeg er på vej imod det i en helt forkert position. Bumpet er en modbakke. Jeg rammer det næste bump og ryger skævt igennem luften. Et tredje bump i sneen melder sin ankomst. Bum! Smerte. Forvirring. Frustration. Larm. Stilhed. Smerte!
”Du skal bare forestille dig, at du ligger på en sandstrand med en lækker pige”. En af redningsfolkene der prøver at løfte mig over på båren, forsøger at holde humøret og stemningen oppe. Jeg griner og glemmer kort smerten. Som tiden går, vender kroppen sig til at være fyldt op med smerte. Jeg lider ikke på samme måde længere, da jeg bliver løftet op i helikopteren. Men larmen er tilbage, snestormen har indtruffet sig igen. Sneen flyver rundt om ørerne på alle. Folk råber sammen. Prøver at trænge igennem helikopterens larm. Panik og kaos har overdøvet den komplette stilhed.
Jeg falder langsomt hen, mens helikopteren flyver ned gennem dalen. Varmen er på vej tilbage i min krop. Morfinen er begyndt at virke. Flyveturen tager måske 2 minutter. Sådan føles det i hvert fald. Jeg bliver hejst ned fra helikopteren og over på en vogn der skal køre mig ned til operationsbordet. Tankerne flyver pludselig gennem hovedet. Jeg husker spændingen ved morgenbordet. Lykken ved at vågne op til den blå himmel. Forventningsglæden ved at stå klar til dagens første tur. En tur som også blev den sidste. Så hurtigt kan det gå. Fra lykke til lidelse. Fra glæde til tristhed. Fra himmel til helvede.
